Finansøkonomuddannelsen i Hobro

Ida Riisberg Mikkelsen.

Finansøkonomstuderende i Hobro og har været i gang i et halvt år.

 

Mandag:

Ugen efter vinterferien.

Dagen startede med lidt omstrukturering, da min veninde Trine, som jeg kører med hver morgen, havde en syg datter og var nødsaget til at blive hjemme. Jeg fik ringet SOS til en kammerat, der var så venlig at køre omkring mig. Vi fik afleveret min søn og kørte derefter i skole.

De to første timer stod på statistik, hvor vi skulle lave opgaver omkring de emner vi har haft. Hernæst skulle vi have jura. Vi skulle gennemgå forældelse og handel med fast ejendom. Da vi havde haft faget ”handel med fast ejendom” burde de fleste af os kunne svare på de opgaver vi blev stillet, men jeg formoder det var vinterferien, der havde sat vores hjerner lidt tilbage. Hurtigt er vi på sporet igen og vi får lavet opgaver, så der var ingen hjemmeopgaver denne gang. De sidste to timer stod på marketing, hvor vi gennemgik to kapitler og fik til opgave at lave en PEST model over ejendomsmæglere. Trine havde taget hendes, dejlige datter med herop, da vi havde påtaget os at stå for torsdags café. Der skulle ryddes op og gøres klar mandag, så Trine og jeg havde allieret os med tre stærke fyre der kunne løfte de tunge ting. Hele eftermiddagen gik med at få styr på Torsdagscafé.  

 

Tirsdag:

Jeg vågnede op til en syg søn, så der var ikke andet at gøre end at blive hjemme på sofaen med ham. Så jeg fik lavet en del lektier og læst mange børnebøger. Trine kom efter skole med de papirer de havde fået udleveret i lektionerne, så der var ingen undskyldning for ikke at forberede sig til onsdag ;)

 

Onsdag:

Min mor havde taget fri for, at passe min søn så, at jeg kunne komme i skole. Dette er jeg hende meget taknemmelig for, da det altid er en fornøjelse, at møde på erhvervsakademiet i Hobro. Vi startede med at komme 5 min for sent til erhvervsøkonomi. Vi gennemgik opgaver, samt det nye stof, som omhandlede finansiering.

Derefter skulle vi lave en gammel eksamensopgave, hvilket gav sved på panden, grundet det høje niveau, men vi er optimistiske og satser på, at det sidder på rygraden inden sommer. I pausen hentede Trine og jeg, som sædvanligt kaffe og tyggegummi i kantinen, så vi var udrustet til de to næste lektioner i ”Pengeinstitut”.  Vi blev undervist i aktier og obligationer, og metoder til, at finde de relevante nøgletal for aktierne, som indgår i alle børsnoterede selskaber.

Endelig blev klokken 11.25 og klassen samles, som sædvanligt, til frokost i skolens kantine, hvor der bliver snakket, sladret og grint. En god frokost, er forudsætning for, at vi går til de næste lektioner med ny energi. Den sjove frokost, bliver efterfulgt af et par spændende specialelektioner.

Vi skulle gå på forskellige boligsider og vurdere, hvilket hus en familie ud fra forskellige kriterier kunne være interesseret i, at købe i Hobro. Diskussionen var konstruktiv og der blev vurderet på tværs af de forskellige grupper, hvad der var relevant, at vurdere på i forhold til familiens behov.

Herefter pakkede vi sammen, snakkede af og kørte hjem.

 

Torsdag:

I dag startede vi med to lektioner i ”Privatøkonomi”, hvor vi gennemgik familiearveret i forhold til de rettigheder ægtefæller har når man er gift og når man bliver skilt. Dette er set i forhold til om der er tale om fælleseje, særeje eller skilsmisse særeje. Kl. 9.30 havde vi et kvarters pause, hvor Trine og jeg fik fyldt køleskabet med øl og vand, så de kunne nå at blive kolde til torsdagscafé samt fyldt skåle op med snacks. Herefter gik vi til to lektioners ”Jura”, hvor vi skulle lave opgaver i tinglysning samt gennemgå tinglysning af pantebreve.

Klokken 11.25 - tid til frokost, og hele klassen sad sammen og grinte af en af vores medstuderende der var så lækker den dag, at politiet var nødt til at tage et billede af hende. Vi gik herefter til ”Statistik”, hvor vi fik gennemgået ”Goodness of fit test” og antalstabeller. Dette omhandler et inddelingskriterium, test for stikprøvers repræsentativitet, antalstabel og en test på om data følger en ”Poisson fordeling”. De sidste 45 min. lavede vi opgaver, hvorefter vores underviser fortalte omkring vores 2. Semester projekt og vi fik lavet grupper.

Trine og jeg gik ud og satte alle tingene op i caféen, så vi var klar til at sælge øl og vand. Det var nogle rigtig hyggelige timer med musik og glade mennesker. Det var dejligt at se alle fra de andre klasser og få snakket på kryds og tværs omkring vores bedrifter i vinterferien. Caféen sluttede kl. 15.45, hvor Trine og jeg kørte hjem for at hente vores dejlige børn.

 

Fredag:

I dag skulle vi kun have fire lektioner, så det var en dejlig kort dag der stod på Marketing og Speciale. I Marketing lavede vi en omverdens-analyse (PEST). I Speciale skulle der laves opgaver samt økonomiske beregninger. Da det er en nyansat underviser vi har i ”Pengeinstitut speciale” er han nødt til at finde ud af, hvor meget vi har lært at beregne i forvejen, så der går lidt tid med at få alle sat ind i lommeregnernes funktioner.

Starten på weekenden fejrer vi med en tur på café og så er det ellers bare hjem og hente børn og hygge med dem.